18. juni 2024

Ny side med fokus på lokal dansk cyklesport! + en masse nostalgi

Primært bane- og landevejscykling (under opbygning)

Et kongerige for en sprinter!

3 min read

Banernes konge, bohéme, tilskuernes darling – var topsprinteren

Der var engang hvor tilskuerinteressen stod og faldt med om arrangøren havde de rigtige sprintere til start.

Sprint på bane havde lidt samme status som atletikkens kongedisciplin – 100 m løb. I banesprint er det dog ikke bare fysisk hurtighed – men også det taktiske spil – gladiatorkampen mellem de 2 bedste i finalen – man o man kampen.

Efter min mening er der primært 2 Danmarksmesterskaber/titler – som er “lidt” mere end de andre.

  • Det er den stærkeste – vinderen af det individuelle landevejsløb
  • Den hurtigste – vinderen af sprintertitlen

I atletikkens verden er det vinderen af marathonløbet og som ovennævnt 100 m mesteren der i min optik er de “fornemmeste” mestre.

I Danmark drejede det sig selvfølgelig om at man på banen havde en dansk topsprinter der kunne klare sig mod verdenseliten. Derfor kunne man læse DBC’s sportsleder udtale; “Et kongerige for en sprinter”.

Med de rigtige sprintere fulgte fyldte tribuner. Og med fyldte tribuner var der store entréindtægter tillige med fulde huse i totalisatoren. Kort sagt – pengene væltede ind når DBC formåede at arrangere de rette løb på den rigtige måde.

DBC havde i perioder så store indtægter at man var rundhåndet sponsor for en lang række aktiviteter indenfor landevejssporten. Og også andre idrætsgrene nød godt af DBC’s gode indtægter.

For at tiltrække og udvikle den hjemlige sprinterelite arrangerede DBC en lang række sprinteraktiviteter. F.eks. var begynderløbet et sprintermesterskab. Og begyndertidskørslerne (hvor man skulle bestå nogle tidskrav for at få lov til at køre på Ordrupbanen), var primært sprinterdistancer 1 omgang på tid og 3 omgange på tid. En Ordrupbane omgang var på 370 m.. Hertil kom efterfølgende deciderede sprinterklasser der kørte sprinterløb de 2-3 gange om ugen som DBC arrangerede stævner

Noget af det mest prestigefyldte der eksisterede indenfor baneløb, var Ordrupbanens årlige Grand Prix i sprint (prof.), som alverdens bedste sprintere ønskede at vinde. Udover en stor sum penge i sejrsbonus, var der en enorm prestige omgærdet med at vinde Ordrupbanens Grand Prix.

I mange år havde man på Ordrupbanen en decideret professionel klasse baneryttere. Hovedparten af disse ryttere var meget sprinterbetonede. Man gjorde alt hvad man kunne for at “fremavle” en ny Thorvald Ellegaard, Falck Hansen, Schandorff m.fl.. Når man fandt et talent gjorde man sit bedste for pleje og videreudvikle talentet. Man gjorde også en stor indsats for at sprinterne også havde en økonomisk fordel ved at stille op. I mange år var der store startpenge.

Og helt op til 1980’erne hvor DBC var økonomisk trængt, gjorde man sit bedste for at topsprinterne stillede til start. Man havde her ikke råd til at give startpenge, men sørgede altid for at der f.eks. var et 4-omganges linieløb til topsprinteren. Under normale forhold ville sprinteren være ret sikker på at få præmie/indtægt her.

Sprintet er kommet i disfavør

Denne favorisering af sprintet og sprintere har sidenhen givet bagslag. Mange cyklesportsfolk tænkte “det er for meget” – og nu er cyklebanerne og DCU gået i den modsatte grøft. Hvor cyklesportslederne dengang var vokset op med sprintet som den store tilskuermagnet, er det idag landevejssporten der er omdrejningspunktet. Cyklebanernes løbsprogrammer indeholder ikke længere korte linieløb, korte handicaps e.t.c. hvor sprinterne kan være med. Istedet er det lange baneløb hvor man kan udnytte sin styrke fra landevejen – og via baneløbene kan blive en endnu bedre landevejsrytter.

Datidens sprintere kørte af og til landevejsløb. Ikke for at blive gode landevejsryttere – men for at blive stærkere på banen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *