DBC Sportslederens beretning år 2005
7 min readEndelig kom vi i gang igen
Efter at banen havde ligget ”brak” et par år, var det med stor optimisme vi startede op på den forholdsvis korte vintersæson – med 1. løbsdag søndag d. 23. januar. Meget symptomatisk var det vinterens helt store banesportsprofil Alex Rasmussen der vandt åbningsløbet foran Michael Sandstød.
På elitefronten er det næsten gået for stærkt
Det er gået utroligt hurtigt. Vi er mange der efterhånden betragtede det som en helt naturlig ting at Michael Mørkøv i sommers blev europamester i parløb sammen med Alex Rasmussen, at Mørkøv og Hester vandt den meget eftertragtede UIV Cup (vinterens bedste internationale amatør parløbsryttere), at vi har 3 junior damer i den absolutte verdenstop, at Mie Lacota blev europamester i pointsløb (og verdensmester på landevej), at Alex Rasmussen blev verdensmester i Scratch (selvom Alex jo kører for vore fynske kolleger, har man vel lov at tro at vore stævner har været medvirkende til det sidste løft). Disse flotte resultater er endda opnået med en meget kort banesæson. Sidste år ved denne tid, havde vore ryttere endnu ikke adgang til banen – det skete først primo januar. Og forviklinger med gulvet på inderkredsen og aflukning af hallen destruerede DBC’s forsommer. Set i det lys, er det måske ikke helt logisk, at dansk banesport allerede igen kan markere sig helt i top på internationalt plan. Vi har nået resultater alene i år, der for et par år siden forekom helt usandsynlige.
Også på breddesiden går det stærkt
Stævner med mere end 100 deltagere
Fra starten af – selvom det var en kort vintersæson vi kunne tilbyde – var der mange der ville prøve kræfter med banesporten. Næsten alle de ”gamle” kom tilbage, og en masse nye kom til. Der var derfor stævnedage med et meget stort antal ryttere. Vi oplevede endda for første gang i nyere tid, at vi måtte sige nej tak til ryttere der ønskede at komme til start, fordi felterne i deres klasse så ville blive for store til at de sikkerhedsmæssige rammer kunne overholdes.
70 nye begyndere:
Udfordringen med de store felter bliver ikke mindre her til vinter. DBC har netop (i skrivende stund – oktober) haft begynder indslusning med ikke mindre end 70 nye ryttere – et tal der langt overgår den tilstrømning der har været de sidste 25 år. Det bliver derfor et særdeles vanskeligt puslespil at sammensætte vinterens løbsaftener, hvis alle ryttere i programmet skal have 3 starter – men det er der selvfølgelig heller ikke nogle faste regler om.
Udfordring med timetal i arenaen
Cheftræner Brian Dandanell kæmper også med at få træningsplanen til at gå op. Ser vi på det træningstidsrum som de fleste betragter som det attraktive – kl. 17-20, råder vi kun over mandage og torsdage. Torsdagene falder bort når vi har stævner (onsdagene råder drenge/pige rytterne over). Og med ca. 150 ryttere er det svært at give alle ryttere attraktive træningstider. Vi har dog heldigvis mødt udstrakt fleksibilitet og venlighed når vi har søgt på at få weekender til ekstra træning – specielt når vi har fået vore normale dage aflyst p.g.a. andre aktiviteter i Arenaen.
Årets højdepunkter
Et af årets sportslige højdepunkter var utvivlsomt 6-dagesløbet i Ballerup. Og ved denne lejlighed havde vi den fornøjelse at stå for UIV Cup finalen, der netop viste sig afgørende for det samlede UIV Cup resultat. I finalen genså vi vinterens gennemgående rivalisering mellem parrene Michael Mørkøv/Marc Hester og Alex Rasmussen/Michael Berling (Team Odense Energi). Ved de fleste lejligheder – også ved DM var det fynboerne der trak det længste strå. Men selve UIV Cuppen vandt Michael og Marc i kraft af de mange point de havde indkørt ved 6-dagesløbene rundt om i Europa.
Et andet stort højdepunkt var Vintermesterskaberne, der på flere måder m.h.t. sportslig kvalitet/kvantitet kunne stå fint mål med årets danske mesterskaber. Den sportslige kvalitet udmøntede sig bl.a. i nogle nye danske rekorder – og som sædvanligt var det Mie der var på ”banen” med flg. rekorder:
· 500 m. på tid med flyvende start d. 25. februar i tiden 32,692 sek
· 2 km forfølgelsesløb d. 25. februar (junior damer) i tiden 2.33.231
Årets samlede rekordliste (danske rekorder) står junior damerne for, og der blev således senere til flere rekorder for Mie.
Mie Lacota rekorder 2005:
- 200 m. på tid d. 12. maj 12:391 sek
- 500 m. på tid med stående start d. 31. marts 38,123 sek
- 500 m. på tid med flyvende start d. 25. februar 32,692 sek
- 2 km forfølgelsesløb d. 25.
februar 2.33.231
- Forbedret ved VM d. 9. august 2.31.881
Trine Schmidt Hansen:
- 2 km forfølgelsesløb ved VM d. 9. august 2.32.975
Sommersæsonen røg i gulvet
Vi havde ved sæsonstarten fået oplyst, at Arenaen ville blive lukket for al sport – incl. cykling i april måned og det meste af maj måned, fordi der skulle lægges nyt gulv på Arenaens inderkreds. Derfor havde vi planlagt stævnepause i denne periode. Senere blev det oplyst at gulvpålægningen ville blive rykket til juni/juli måned. Selvom vi så prøvede at rykke om på stævnerne, så der foregik noget i maj måned, blev forsommeren lidt af en fuser. Rytterne havde planlagt andre aktiviteter og var ikke forberedt på banestævne i de nye perioder. Dette undgår vi forhåbentligt næste år.
Fortsat mange nye talenter.
Vi oplever stadig at talenterne dukker op i en jævn strøm. Årets store positive overraskelse er Daniel Kreutzfeldt, der allerede som junior har vist sig i stand til at udfordre senior eliten i de større løb. Vi så det første gang ved DBC’s klassiske 10 km mesterskab. Derudover er det bl.a. er det blevet til bronze ved senior DM i 4 km individuelt forfølgelsesløb.
Nye i junior eliten er Nikola Aistrup, samt Thomas Kristiansen. Lillebror Mørkøv (Jesper) har lagt en alen til sin vækst og klarer sig nu også pænt i senior eliteklassen – og minder på mange måder om storebror Michael i kørestil. Rasmus Damm har i glimt vist at han kører stærkt når det gælder. Det samme kan man sige om Mads Rydicher og Philip Nielsen der som par på de gode dage kører lige op med senior eliten i parløb. På de mindre gode dage kniber det lidt.
Hos de unge dameryttere er det udover de 3 VM eliteryttere (Mie, Trine og Maria) især helt unge Rie Strand og stadigt stærkere Margriet Kloppenburg der har gjort sig godt bemærket.
Hos senior herrerne har Kristian Arndt Jensen ved flere lejligheder vist særligt talent for tempo disciplinerne.
Ny landstræner
På landstrænerfronten har vi desværre måttet sige farvel til Tayeb Braikia. Ny landstræner er den internationalt anerkendte Heiko Salzwedel, og vi håber at vi kan opbygge et ligeså godt samarbejde med Heiko, som vi har haft med Tayeb. På hjælpetrænerfronten fungerer en gammel kending – Dion Åkerström, som allerede har godt fat i de unge ryttere.
Mørke skyer over sommerstævnerne
På trods af de mange positive takter, står dansk banesport også overfor nogle gevaldige udfordringer – specielt når vi tænker på sommerperioden. I løbet af de seneste år er der dukket et hav af mere eller mindre professionelle teams op på den danske cykelscene. Såsnart en rytter viser lidt talent, bliver vedkommende tilknyttet et af disse teams. Og det er desværre – med en enkelt undtagelse – udprægede landevejs teams, der ikke tænker meget på banesports aktiviteter. Vi oplevede i år ved Cup DK løbene og DM-stævnerne på de 2 åbne sommerbaner, at der var meget begrænset med elitedeltagelse i baneløbene, fordi landevejs-teams’ene forståeligt nok prioriterer gadeløb, løb i udlandet, landevejstræningslejre e.t.c.. Vi kommer nok også til at opleve en resultatorienteret banelandstræner (det skal han være jf. sin ansættesleskontrakt), der kun i begrænset omfang prioriterer de danske baneløb, hvis de karambolerer med hans trænings- og stævneplaner. Der vil således være flere der ”river” i de bedste ryttere for at få dem til at deltage i deres aktiviteter, og der kan derfor opstå nogle konflikter hvor den enkelte rytter kan blive tvivlrådig – hvad skal han/hun vælge?. Dette kan kun løses ved dialog mellem de respektive teams, banerne, landstræneren og DCU vedr. sæsonkalenderen – og det skal ske på en sådan måde, at det ikke resulterer i, at rytterne bliver gidsler.
Dette er vi selvfølgelig lidt ude over når det drejer sig om vinterhalvåret – men dansk banesport er ikke helt gearet til at det udelukkende skal være en vintersport. Og på internationalt plan har vi jo fortsat senior EM, Junior VM m.m. der fortsat afvikles i sommerhalvåret.
Spændende fremtid
Der er dog absolut ingen tvivl om, at dansk banesport og DBC går en særdeles spændende fremtid i møde.
Noget der er med til at sætte det hele i relief er, at vi for bare et par år siden – da Arenaen lå i ruiner – reelt ikke vidste om DBC var ”købt eller solgt”.
Niels Poulsen
Sportsleder – dengang